Knogleopbygning, forklaret trin for trin.

En knogleopbygning tilføjer volumen og tæthed til et område af kæben, der har mistet knogle. Materialet bliver ikke direkte til din egen knogle — det fungerer som et stillads, der holder pladsen og guider din krop til at lade ny knogle vokse ind i det i løbet af de følgende måneder.

De mest almindelige årsager til at have brug for en opbygning er:

• At bevare hullet umiddelbart efter en tand er trukket ud, så tandkødsranden ikke falder sammen.
• At genopbygge knoglens bredde eller højde, før et tandimplantat kan placeres sikkert.
• At genskabe knogle tabt på grund af fremskreden parodontose eller et langvarigt hul i tandrækken.
• At løfte bunden af bihulen (et "sinusløft") for at gøre plads til implantater i overkæben.

En ukompliceret knogleopbygning er normalt et kort, mindre indgreb, der udføres i lokalbedøvelse. Diagrammet ovenfor følger de samme tre faser, som beskrives her:

1. Forberedelse af området. Efter bedøvelse åbnes tandkødet forsigtigt, og knogleoverfladen renses, så materialet kan binde sig til sund knogle.
2. Placering af materialet. Det valgte materiale pakkes ind i defekten for at genopbygge den manglende volumen.
3. Beskyttelse. En tynd barriere-membran lægges over opbygningen for at forhindre tandkødsvæv i at vokse ind i rummet, og tandkødet lukkes med et par sting.

Typer af knoglemateriale gør alle det samme stykke arbejde — holder pladsen og inviterer ny knogle ind — og det rigtige valg afhænger af området:

• Autograft — din egen knogle, taget fra et andet sted i munden.
• Allograft — forarbejdet menneskeknogle fra en reguleret vævsbank.
• Xenograft — steriliseret mineralsk materiale fra dyr, meget udbredt på grund af dets forudsigelige adfærd.
• Alloplast — fuldt syntetisk, laboratoriefremstillet materiale.

Fordelen er ligetil: En opbygning kan forvandle et område, der ikke kunne bære et implantat, til et, der kan, og den stopper det knogletab, der ellers fortsætter, når en tand er væk.

Som ved enhver mindre operation er der en vis risiko. De fleste oplever kun let hævelse og ømhed. Mindre hyppigt kan en opbygning blive inficeret eller fejle i at integrere sig — hvilket er mere sandsynligt hos rygere eller personer med dårligt reguleret diabetes. Tegn, der er værd at reagere på, dækkes nedenfor.

Den første uge er den synlige del: lidt hævelse og ømhed, som håndteres med almindelig smertestillende medicin, blød mad og en ispose mod kinden. Du bemærker måske bittesmå, sandagtige korn i de første dage — det er normalt.

Den længere tidslinje er den del, folk undervurderer. Selve opbygningen har brug for cirka tre til ni måneder til at modnes til knogle, der er stærk nok til at holde et implantat, afhængigt af opbygningens størrelse. Ventetiden er ikke valgfri — det er den, der gør det endelige implantat stabilt.

For at give opbygningen de bedste betingelser: undgå rygning, lad være med at forstyrre området med tungen eller kraftig skylning, og følg de anvisninger, du får med hjem.

Kontakt din klinik hurtigt, hvis du efter de første par dage bemærker:

• Hævelse eller smerte, der bliver værre i stedet for bedre.
• Pus, en dårlig smag eller væske fra området.
• En feber på 38 °C eller derover.
• Tab af en stor mængde knoglemateriale, eller at membranen bliver blottet.

Dette kan være tidlige tegn på infektion og er langt nemmere at behandle, når de fanges i tide.